Netflix-dokumentaren Plastic Detox skaber debat verden over. I dokumentaren etableres der en tydelig sammenhæng mellem udsættelse for visse kemikalier i plastik, såsom BPA og phthalater, og virkninger på menneskers sundhed og fertilitet.
Det rejser spørgsmål. Hvad betyder dette for de emballager, som KIVO producerer? Hvordan håndteres dette i Europa? Og hvilken rolle spiller lovgivning, fødevaresikkerhed og materialeudvikling?
Vi indgik i en dialog herom med Alex Bond, R&D Engineer hos KIVO Plastic Verpakkingen. Ud fra sit daglige arbejde med råmaterialer, recepter, fødevaresikkerhed og europæisk lovgivning giver han sit syn på dokumentaren såvel som på den tekniske virkelighed bag fleksibel emballage.
“Dokumentaren berører et vigtigt emne”
Ifølge Alex rammer Plastafgiftning et emme, der skal tages alvorligt. Dokumentaren viser, at visse stoffer, som BPA og ftalater, kan have en negativ indflydelse på sundheden og fertiliteten.
“Det drejer sig om stoffer, som man nu videnskabeligt har påvist kan have skadelige virkninger ved udsættelse over visse niveauer. Det er derfor logisk, at man ser kritisk på det.”
Samtidig kommer han med en vigtig bemærkning.
“Dokumentaren udspiller sig i de Forenede Stater. Den europæiske situation er heldigvis anderledes. Inden for Europa er materialer, der kommer i kontakt med fødevarer, blevet vurderet inden for en streng lovgivningsmæssig ramme i årevis. Her ser man ikke kun på tilstedeværelsen af et stof, men især på den faktiske eksponering og risikoen.”
Ifølge Alex er det vigtigt at skelne mellem fare og risiko. Et stof kan have visse egenskaber, men det betyder ikke automatisk, at det under alle omstændigheder udgør en risiko for forbrugerne.
BPA og ftalater forekommer ikke i KIVO-folier
En vigtig del af dokumentaren handler om BPA og ftalater. BPA bruges i visse hårde plasttyper, mens ftalater primært er kendt som blødgørere, der gør materialer fleksible.
For de fleksible emballager, som KIVO producerer, er disse stoffer ikke en del af opskriften.
“Vi bruger hverken BPA eller phthalater i de emballager, som vi producerer. Derudover anmoder vi enhver leverandør om erklæringer, hvori det bekræftes, at disse stoffer ikke findes i de råvarer, som vi anvender.”
Før et råmateriale anvendes, vurderes det på grundlag af europæisk lovgivning og fødevaresikkerhedskrav. I den forbindelse ses der på hele sammensætningen, anvendelsesmulighederne og den lovmæssige overensstemmelse for forskellige markeder over hele verden.
Europa er førende inden for lovgivning
Ifølge Alex ligger en vigtig forskel mellem situationen i dokumentaren og den europæiske praksis i reguleringen.
Europa arbejder med omfattende lovgivning såsom REACH, EFSA-retningslinjer og specifikke regler for fødevarekontaktmaterialer. Kun stoffer, der er blevet grundigt vurderet, må anvendes i fødevarekontaktmaterialer.
“Europa benytter en præventiv tilgang. Stoffer vurderes først, før de må anvendes. Det adskiller sig fra den amerikanske tilgang, som i mange tilfælde er mindre streng.”
I de kommende år vil der komme yderligere lovgivning til. Forordningen om emballage og emballageaffald (PPWR) lægger ekstra vægt på genanvendelighed, materialereduktion og yderligere begrænsning af stoffer, der giver anledning til bekymring i emballage.
For Alex er det en positiv udvikling.
“De nye regler sikrer, at hele branchen fortsætter med at innovere. Det holder producenterne på tæerne, når det gælder sikkerhed, cirkulær økonomi og materialebrug.”
Hvad betyder migration egentlig?
I dokumentaren antydes det, at stoffer fra emballager kan ende i fødevarer. Den proces er kendt som migration.
Migration er inden for Europa en udførligt undersøgt og kontrolleret del af fødevaresikkerheden. Emballager testes med forskellige fødevaresimulanter, såsom olie, ethanol og eddike, som efterligner forskellige fødevaretyper.
Under standardiserede forhold måles det derefter, hvilke stoffer der eventuelt migrerer fra emballagen til simulatoren. Disse resultater sammenlignes med lovbestemte migrationsgrænser, der er fastsat på grundlag af videnskabelige risikovurderinger.
“Sikker inden for grænserne betyder, at eksponeringen forbliver godt inden for de grænser, der er fastsat af europæiske myndigheder. Det antages ikke blot, men testes faktisk.”
Genbrugsplast og fødevaresikkerhed går hånd i hånd
Også genbrugsmateriale går jævnligt igen i diskussioner om emballage og sundhed. I den forbindelse er der nogle gange uklarhed om forskellene mellem forskellige typer af genanvendte råmaterialer.
For direkte fødevarekontakt gælder det, at Post-Consumer Recyclaat (PCR) ikke anvendes i fleksible fødevareemballager. Årsagen hertil er simpel: materialets oprindelse er ikke altid fuldt ud sporbar.
“Ved PCR ved man ikke altid præcist, hvilke anvendelser materialet har haft i et tidligere liv. Derfor kan der være ukendte forureninger til stede.”
KIVO vælger derfor en anden tilgang. Via KIVO Recycling arbejdes der med Post-Industrial Recyclate (PIR) fra et kontrolleret og sporbart kredsløb. Da materialets oprindelse er kendt, kan det under strenge betingelser genanvendes, hvor lovgivningen tillader det.
Dette fokus på kontrollerede materialeflows flugter med KIVO’’s bredere vision om cirkularitet og kædesamarbejde. Målet er at udvikle emballager med den lavest mulige miljøpåvirkning uden at gå på kompromis med fødevaresikkerhed eller funktionalitet.
Plastik er ikke altid problemet
Et af de mest omtalte emner fra dokumentaren er opfordringen til at undgå plastik så vidt muligt. Ifølge Alex er det dog ikke altid den mest bæredygtige løsning.
“Plastik bliver ofte bedømt på synligheid. Men hvis man ser på vægt, materialeforbrug, transportpåvirkning og madspild, viser plastik sig i mange anvendelser at være en yderst effektiv løsning.”
Et velkendt eksempel er folien omkring agurker. Selvom denne emballage ofte nævnes som et eksempel på unødvendig plast, har den en klar funktion i forsyningskæden. En folie på ca. 12 mikron, altså 0,012 millimeter, kan forlænge holdbarheden fra nogle få dage til ca. to uger. Dermed reduceres madspild under transport og distribution betydeligt.
Samtidig berører dette et bredere spørgsmål: Hvis vi som samfund virkelig ønsker at bruge mindre plastik, kræver det også noget af vores forbrugsadfærd. At ville spise året rundt-produkter, der ikke er tilgængelige lokalt, betyder, at disse produkter ofte skal transporteres over længere afstande. I disse forsyningskæder er emballage jævnligt nødvendig for at bevare kvalitet og holdbarhed. At bruge mindre plastik kan derfor ikke ses uafhængigt af valg omkring sæsonbestemt mad, lokal produktion og kortere forsyningskæder.
“Spørgsmålet bør ikke kun være, om der bruges plastik, men også hvorfor det bruges. Nogle gange er mindre emballage muligt. Nogle gange kræver mindre plastik netop en anden måde at producere, distribuere og konsumere på.”
Materialereduktion som udgangspunkt
Net derfor har KIVO i årevis sat ind på tykkelsesreduktion. Ved hele tiden at gøre emballagen tyndere bruges der mindre materiale, mens funktionaliteten bevares.
Denne tilgang er i direkte overensstemmelse med PPWR'ernes målsætninger, hvor emballageminimering spiller en vigtig rolle. Den nye lovgivning kræver, at producenter optimerer emballagen yderligere og undgår overemballering.
“Den mest bæredygtige emballage er ofte ikke den emballage, der udskiftes med et andet materiale, men den emballage, der gør præcis det, der er nødvendigt, med færrest mulige råstoffer.”
Innovation under the influence of PPWR
Ankomsten af nye regler skaber også teknologiske udfordringer. Således arbejder KIVO aktivt på alternativer til additiver, der vil komme under pres under fremtidig lovgivning.
Et eksempel herpå er PFAS-holdige proceshjælpemidler, der tidligere blev brugt til at optimere produktionsprocesser.
“Reguleringen tvinger os til at udvikle nye løsninger. Det kræver tid og forskning, men i sidste ende fører det til bedre og fremtidssikrede emballager.”
Ifølge Alex er det præcis det, som innovation inden for emballageindustrien handler om: konstant at søge den rette balance mellem funktionalitet, fødevaresikkerhed, genanvendelighed og miljøpåvirkning.
Et nuanceret syn på plastik
Den vigtigste konklusion, som Alex fra Plastafgiftning haalt, is dat het gesprek over plastic gebaat is bij nuance. Tegelijkertijd vindt KIVO het belangrijk dat deze documentaire is gemaakt. De film draagt bij aan bewustwording en zet een maatschappelijk relevant onderwerp op de agenda. Daarom raden we iedereen aan om de documentaire te bekijken.
Som producent af fleksibel emmballage er vi os meget bevidste om vores rolle i denne offentlige debat. Netop derfor ønsker vi klart at forklare, hvilke valg vi træffer, hvilke stoffer vi ikke bruger, og hvordan europæisk lovgivning, fødevaresikkerhed og materialeudvikling smelte sammen i praksis.
Ja, der er stoffer, hvis sundhedsmæssige virkninger er kendte. Ja, der er udfordringer omkring mikroplast og cirkularitet. Men samtidig findes der i Europa omfattende lovgivning, løbende innovation og et voksende fokus på sikre og genanvendelige emballager.
For KIVO betyder det at fortsætte med at investere i materialereduktion, sikre råvarer, genanvendelige emballager og cirkulære løsninger, der imødekommer kravene i dag og i morgen.
“Plastik er ikke et mål i sig selv. Det er et materiale. Vores opgave er at sikre, at det anvendes på en sikker, effektiv og fremtidssikret måde.”
Det er præcis den udfordring, emballageindustrien står over for de kommende år. Og hvor innovation, regulering og videnskab smelter tættere og tættere sammen.
